Hvad er Scope 1, Scope 2 og Scope 3-emissioner?

Forståelse af emission scopes er afgørende for et troværdigt CO₂-regnskab og konsistente klimaregnskaber.

Hvorfor emission scopes overhovedet findes

Emission scopes blev introduceret for at skabe struktur i opgørelsen af drivhusgasudledninger. Uden en fælles måde at kategorisere emissioner på risikerer organisationer dobbeltregning, inkonsistent rapportering og uklare ansvarsforhold.
I praksis refererer emission scopes til tre standardkategorier: Scope 1, Scope 2 og Scope 3-emissioner.

Rammen for Scope 1, Scope 2 og Scope 3 er primært defineret gennem Greenhouse Gas Protocol, som giver bredt anerkendt vejledning i, hvordan emissioner skal kategoriseres og rapporteres.

Emission scopes er en af de grundlæggende byggesten i CO₂-regnskab. For en bredere forklaring af CO₂-regnskab som datadisciplin, se Hvad er CO₂-regnskab – og hvorfor det er vigtigt for gode beslutninger.

Scopes definerer ikke ejerskab af emissioner i juridisk forstand. I stedet definerer de, hvordan emissioner grupperes og tilskrives i CO₂-regnskab – baseret på operationel kontrol, indkøbsbeslutninger og relationer i værdikæden.

Key
Takeaways

Emission scopes definerer ansvar – ikke ejerskab
Scopes reducerer dobbeltregning og uklarheder i rapportering
Klar scope-logik forbedrer datakvalitet og sammenlignelighed over tid
Stigende rapporteringskrav øger behovet for konsistens

Hvad tæller som Scope 1-emissioner

Scope 1-emissioner er den mest direkte kategori. De omfatter drivhusgasudledninger fra kilder, som en organisation ejer eller kontrollerer direkte.

I praksis stammer Scope 1-emissioner typisk fra aktiviteter på stedet og virksomhedsejede aktiver, såsom:

Forbrænding af brændstof i kedler, ovne eller generatorer på stedet
Emissioner fra virksomhedsejede køretøjer og maskiner
Industrielle eller produktionsprocesser på stedet
Fugitive emissioner, fx kølemiddellækager
Nødstrømsanlæg, der anvender fossile brændsler

For mange servicebaserede organisationer er Scope 1-emissioner mindre end forventet. De er dog stadig strategisk vigtige, fordi det er de emissioner, organisationen har størst direkte mulighed for at påvirke.

Hvad tæller som Scope 2-emissioner – og hvor elektricitet passer ind

Scope 2-emissioner er en af de mest almindelige kilder til forvirring i CO₂-regnskab.

Scope 2 omfatter indirekte emissioner fra produktionen af indkøbt eller erhvervet energi, som organisationen forbruger.

Det inkluderer:

Indkøbt elektricitet til kontorer, bygninger og faciliteter
Fjernvarme og fjernkøling
Indkøbt damp eller ekstern varmeforsyning

Elforbrug rapporteres altid som Scope 2 – ikke Scope 3.

Da energiforbrug er centralt for de fleste organisationer, har den måde elrelaterede emissioner beregnes på direkte betydning for de rapporterede Scope 2-resultater og den samlede troværdighed af emissionsopgørelsen. Skellet mellem markedsbaseret og lokationsbaseret Scope 2 er uddybet nærmere i Markedsbaseret vs. lokationsbaseret Scope 2-emissioner forklaret.

Hvad tæller som Scope 3-emissioner – og hvorfor dette scope er anderledes

Scope 3-emissioner dækker andre indirekte emissioner, der opstår på tværs af en organisations værdikæde. Disse emissioner produceres ikke af aktiver, som organisationen ejer eller kontrollerer, men er stadig forbundet med dens aktiviteter.

Scope 3-emissioner opdeles typisk i upstream- og downstream-kategorier. De afspejler de emissioner, organisationen påvirker gennem indkøbsbeslutninger, produktdesign og relationer i værdikæden.

Upstream Scope 3-emissioner omfatter ofte:

Indkøbte varer og tjenesteydelser
Kapitalgoder
Upstream transport og logistik
Forretningsrejser
Medarbejderpendling
Affald genereret i driften

Downstream Scope 3-emissioner omfatter ofte:

Downstream transport og distribution
Brug af solgte produkter
End-of-life-behandling af solgte produkter

For mange organisationer udgør Scope 3 den største andel af de samlede emissioner – ofte med stor margin.

Hvorfor Scope 3-emissioner ofte er de sværeste at håndtere

Scope 3-emissioner er udfordrende af natur – ikke fordi organisationer mangler vilje, men fordi data ofte ligger uden for deres direkte kontrol.

Typiske udfordringer omfatter:

Afhængighed af leverandører og værdikædepartnere
Begrænset adgang til primære emissionsdata
Afhængighed af estimater, gennemsnit og antagelser

For organisationer med komplekse forsyningskæder baseres Scope 3-beregninger ofte på branchegennemsnit frem for målte data, især i de tidlige rapporteringsfaser.

Skal organisationer rapportere Scope 3-emissioner?

Scope 3-rapportering er ikke generelt obligatorisk.

Dog forventer bæredygtighedsrammeværker i stigende grad, at organisationer identificerer og rapporterer væsentlige Scope 3-emissioner. Inden for EU har rapporteringskravene under Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) markant øget fokus på pålidelige og auditerbare klimarelaterede oplysninger, fastlagt af Europa-Kommissionen.

Organisationer forventes ikke at kontrollere Scope 3-emissioner direkte – men de forventes i stigende grad at forstå, dokumentere og forklare dem.

EMS som praktisk bro mellem energidata, CO₂-regnskab og klimaregnskab

I mange organisationer er den største udfordring i CO₂-regnskab ikke at forstå emission scopes, men at anvende dem konsekvent på virkelige data over tid. Energi- og brændselsdata er ofte fragmenteret på tværs af lokationer, målere og leverandører, hvilket gør korrekt klassificering vanskelig og gentagelighed over årene udfordrende.

Et Energy Management System (EMS) giver et struktureret fundament ved at samle og validere energi- og forbrugsdata i en defineret organisationsmodel. Det gør det muligt konsekvent at koble energiforbrug til aktiver, lokationer og aktiviteter – hvilket er afgørende for korrekt tildeling af Scope 1- og Scope 2-emissioner.

Når CO₂-beregninger og emissionslogik anvendes oven på dette datagrundlag, arbejder organisationer i praksis med et klimaregnskab – altså det overblik, de bruger til rapportering, opfølgning og beslutningstagning.
Det reducerer afhængigheden af manuelle fortolkninger og engangsberegninger og understøtter både market-based og location-based Scope 2-opgørelser, hvor relevant.

Et EMS fjerner ikke behovet for afgrænsninger eller metodiske valg i CO₂-regnskabet, men forbedrer sporbarheden ved at holde energidata, emission scopes, emissionsfaktorer og beregningslogik samlet over tid.

Enity EMS er bygget op omkring dette princip og kombinerer strukturerede energidata med transparente scope-baserede emissionsoversigter.

Hvorfor forståelse af emission scopes er afgørende for kvaliteten af CO₂-regnskab

Emission scopes former, hvordan emissionsdata indsamles, hvordan antagelser anvendes, og hvordan resultater kan sammenlignes over tid.

En gentagelig og troværdig tilgang omfatter typisk:

Kortlægning af emissionskilder
Klassificering i Scope 1, Scope 2 eller Scope 3
Dokumentation af afgrænsninger og klassifikationsvalg
Løbende revision af scope-logik i takt med modenhed

Konklusion

Scope 1, Scope 2 og Scope 3-emissioner udgør den strukturelle rygrad i CO₂-regnskab.

Tidlig afklaring af emission scopes skaber et stærkere fundament for rapportering, understøtter overholdelse af skiftende krav og muliggør mere meningsfulde og forsvarlige langsigtede klimastrategier.

FAQ om Scope 1, 2 og 3-emissioner

Hvad er forskellen på Scope 1, Scope 2 og Scope 3-emissioner?

Forskellen ligger i, hvor emissionerne opstår, og hvordan de kontrolleres. Scope 1 dækker direkte emissioner, Scope 2 dækker indkøbt energi, og Scope 3 dækker upstream- og downstream-emissioner i værdikæden.

Hvad er Scope 1, Scope 2 og Scope 3-emissioner?

Det er kategorier i CO₂-regnskab, der bruges til at klassificere drivhusgasudledninger baseret på direkte kontrol, energiforbrug og værdikædeaktiviteter.

Hvad tæller som Scope 1-emissioner?

Direkte emissioner fra kilder, som organisationen ejer eller kontrollerer, fx brændselsforbrænding i kedler, firmabiler og industrielle processer.

Hvad tæller som Scope 2-emissioner?

Indirekte emissioner fra produktionen af indkøbt elektricitet, varme, damp eller køling, som organisationen forbruger.

Hvad tæller som Scope 3-emissioner?

Øvrige indirekte emissioner i værdikæden, fx indkøbte varer og tjenesteydelser, transport, forretningsrejser, produktbrug og bortskaffelse.

Er elektricitet Scope 2 eller Scope 3?

Elforbrug rapporteres som Scope 2 – ikke Scope 3.

Skal virksomheder rapportere Scope 3-emissioner?

Kravene varierer afhængigt af lovgivning, rapporteringsrammeværk, virksomhedens størrelse og væsentlighedsvurdering, men mange rammeværker forventer, at væsentlige Scope 3-emissioner identificeres og rapporteres.

Relevante links og ressourcer om emissionsscopes

Greenhouse Gas (GHG) Protocol
https://ghgprotocol.org

Europa-Kommissionen
Corporate Sustainability Reporting

ISO 14064
Standarder for opgørelse og rapportering af drivhusgasser

Enity
Læs mere om Enity EMS (Energy Management System)

Enity
Læs mere om Enity EMS Klimaregnskab

Webinar On-Demand

Sådan automatiserer du klimaregnskabet

En on-demand introduktion til klimaregnskab – med fokus på grundlæggende begreber, central lovgivning, datastruktur og automatisering i praksis.

Grundlæggende principper for klimaregnskab, herunder Scope 1, 2 og 3
Centrale lovkrav og forventninger til bæredygtighedsrapportering
Hvordan data, emissionsfaktorer og et energiledelsessystem (EMS) understøtter et konsistent klimaregnskab

Se webinaret

Enity EMS

Én platform til al dit forbrugsdata

For at træffe sikre beslutninger om dit energiforbrug har du brug for indsigt – præsenteret klart, overskueligt og samlet ét sted. Vores mål er at organisere dine data, så tendenser er lette at få øje på, problemer hurtigt kan identificeres, og besparelsesmuligheder opdages uden besvær.